STOF TIL EFTERTANKE!
 

Han gik i den første 3. Klasse, som jeg underviste i på Sct. Marysschool i Morris, Minn. Jeg holdt vældig meget af alle mine 34 elever, Men Mark Eklund, var en eener. Han havde ikke blot en meget høflig optræden, men havde den der "hvor-er-det-skønt-at-leve"-attitude, som gjorde samværet med ham muntert.

Der var dog et minus - han talte uafbrudt. Jeg måtte igen og igen minde ham om, at "man" ikke taler uden først at have fået lov. hvad der alligevel imponerede mig var hans oprigtige undskyldning hver eneste gang, jeg måtte irettesætte ham: "1000 tak for irettesættelsen og undskyld, Søster".

I begyndelsen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med den udtalelse, men efterhånden blev jeg vant til den, eftersom jeg hørte den flere gange om dagen.

En morgen var min tålmodighed imidlertid brugt op, eftersom Mark talte og afbrød hele tiden, og så gjorde jeg den værste skolelærerfejl! - Jeg så på Mark og sagde: "Hvis du siger Út eneste ord mere, bliver jeg nødt til at sætte tape over den mund, så du kan holde k...!"

Der gik ikke 10 sekunder, før Chuck sagde: "Mark taler igen!". Jeg havde faktisk ikke bedt de andre elever om at hjælpe mig med at holde øje med Mark, men eftersom jeg havde startet "afstraffelsen" i hele klassens påhør, var jeg nødt til at handle på det. Jeg huskede, hvad jeg havde sagt om morgenen, gik hen til mit skrivebord, åbnede håndfast klappen og fremdrog en rulle tape. Uden at sige et ord, gik jeg ned til Marks pult, rev 2 stykker tape af og lavede et stort kryds over hans mund, og gik tilbage.

Da jeg vendte mig og så ned på Mark, vinkede han til mig og blinkede. Det var det, der skulle til. Pludselig var jeg ved at omkomme af grin, og alle eleverne hujede, da jeg gik tilbage til Marks pult, fjernede tapen og "rystede" ham blidt i skuldrene.

Hans første ord, da tapen kom af, var: "1000 tak for irettesættelsen og undskyld, Søster!".

År senere blev jeg gymnasielærer, og pludselig en dag, sad Mark igen i min klasse. Han var flottere end nogensinde, og ufattelig høflig. Eftersom han var nødt til at lytte opmærksomt til den nye matematik, talte han knap så meget her i gymnasiet, som han gjorde i underskolen.

En fredag, havde jeg en fornemmelse af, at tingene ikke rigtig fungerede. Vi arbejdede hårdt på et nyt projekt og eleverne virkede utilfredse, frustrerede over sig selv, drillede hinanden, snerrede af  hinanden. Jeg måtte stoppe det, før det tog overhånd.

Jeg bad dem derfor skrive navnene ned på alle deres klassekammerater og derefter tænke på det sødeste og pæneste og bedste de kunne sige om hver enkelt og skrive det udfor navnene, og sluttelig lægge deres papirer på mit skrivebord. Alle sad og småsmilede mens de skrev, og alle sagde: "Mange tak, Søster og god weekend", da de gik forbi mit skrivebord med deres papirer. Om lørdagen, skrev jeg alle navnene ned på hver sit stykke papir og ned ad siden skrev jeg, hvad alle eleverne havde sagt om vedkommende.

Om mandagen, delte jeg papirerne ud, og ALLES ansigter lyste op. De smilede, nogle rødmede, de vendte sig rundt i klassen, og sætninger som: "Jeg vidste ikke jeg betød så meget!", eller "Jeg vidste ikke de ku li mig så meget!".

Ingen nævnte nogensinde det stykke papir igen, - jeg ved ikke engang, om de talte sammen indbyrdes om det, men det er også ligegyldigt, for det virkede efter hensigten. Eleverne var tilfredse med sig selv og hinanden igen. De blev studenter og spredtes over hele landet.

Adskillige år senere, efter jeg var kommet fra ferie, mødte jeg mine forældre, som var taget til lufthavnen for at hente mig. Mens vi kørte hjem, stillede min mor de sædvanlige spørgsmål om turen, vejret og mine oplevelser generelt. Der kom en pause i samtalen og min mor puffede blidt til min far. Min far rømmede sig, som han havde for vane inden han skulle sige noget: "Familien Eklund ringede i går aftes," sagde han. "Jamen dog", sagde jeg, "dem har jeg ikke hørt fra i årevis, hvordan mon "lille" Mark har det?". Far svarede hurtigt: "Mark er blevet dræbt i Vietnam! Der er begravelse i morgen og hans forældre vil så gerne have, at du kommer!"
 
Frem til i dag, kan jeg stadig pege på nøjagtig det sted på vejen, hvor jeg hørte de ord.
 
Jeg havde aldrig set en soldat i uniform i en militærkiste før. Mark så så flot og voksen ud, og det eneste, jeg kunne tænke i det sekund jeg så ham var, "Mark, jeg ville give al den tape, der findes i verden, hvis du bare vil sige noget til mig nu!"

Kirken var fyldt med Marks venner. Hvorfor skulle det regne på en begravelsesdag? Efter bønnerne, gik vi Ún efter Ún - alle os, der elskede Mark forbi kisten.
 
Jeg var den sidste, der fik æren, og da jeg stod der, kom Ún af hans soldaterkammerater hen til mig. "Du var Marks matematiklærer, ikke?" Jeg nikkede, men jeg stirrede ned i kisten. "Mark talte så meget om dig", sagde han.

Efter begravelsen, tog de fleste, inklusive alle Marks gamle skolekammerater hjem til hans forældres hus og spiste frokost. Marks forældre ventede tilsyneladende på mig og sagde: "Vi har noget, vi gerne vil vise dig, noget vi har taget ud af hans tegnebog. Ingen havde set det, før efter Marks død. Vi tænkte, om det måske er noget, du ved, hvad er!?"

Jeg åbnede forsigtigt det meget omhyggeligt sammenfoldede papir, og jeg vidste, uden egentlig at se på det, hvad det var. Det var det stykke papir, hvorpå alle Marks klassekammerater havde skrevet pæne, gode ting om ham.
 
"Mange, mange tak for det", sagde Marks mor, "som du kan se, har det været en dyrebar skat for Mark".

Marks klassekammerater samledes rundt om os. Charlie smilede lidt skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste. Den ligger øverst i min skrivebordsskuffe".

Chucks kone sagde: "Chucks sidder i vores bryllupsalbum!".

"Min ligger i min dagbog", sagde Marilyn. Vicky greb ned i sin håndtaske og tog sin liste ud. "Jeg har den altid på mig", sagde hun. Da satte jeg mig ned og græd.

Folks selvoptagethed er så stor, at vi fuldstændig glemmer, at livet slutter en dag, - og vi ved ikke hvornår. Gør jer selv en tjeneste, og fortæl de mennesker I holder af og elsker, hvor specielle og betydningsfulde de er i jeres liv før det er for sent.
 
Jeg synes, at du indenfor en time, skal sende denne historie til et andet menneske, og jeg er helt sikker på, at inden, der er gået 5 dage, er der nogen der har fortalt dig, hvor betydningsfuld du er.
 
Sender du den ikke videre, har du endnu engang i dit liv forpasset chancen for, at skønhed og kærlighed kan komme ind i dit liv, hvilket kan føre til problemer i dine nære forhold.
 
Hvis du har modtaget dette, er det naturligvis fordi afsenderen tænker på dig og holder af dig.

Hvis du har for travlt til at tage de 5 min, som det tager at sende det videre, er det første gang du IKKE gør en lille ting, som har stor betydning i dine nære forhold - ikke.
 
Det er en ret enkelt måde, at nå de mennesker på, som du holder af!

TILBAGE