LEBESBYMANDEN

PROFETEN FRA FINMARK

Anton Johansen eller "Lebesbymanden" som han blev kaldt blev født i Tarna i svensk Lapland den 24. maj 1858. Forældrene var jævne arbejdsfolk, og børnene måtte tidligt lære at arbejde. Omkring 1874 flyttede familien til Lebesby i Norge. Anton Johansen voksede op i en jævn arbejdsmands familie, hvor gudsfrygt og nøjsomhed var i højsæde. Selv arbejdede han med fiskeri og jordbrug sammen med sine brødre. Der var ikke meget litteratur i Lebesby, derfor blev Bibelen hans eneste og kæreste læsning.

Da han var syv år gammel var han ude i skoven for at passe sine forældres får og køer. Pludselig stod en bjørn overfor ham, men Anton foldede bare sine hænder og begyndte at bede. Bjørnen blev bare stående og så på ham, derefter drejede den sig om og vandrede ind i skoven. Både i 1700 og 1800-tallet var der en del mennesker som blev slået ihjel af bjørne i Finmark. Han lovede herefter sin mor at han aldrig ville forsømme morgen og aftenbønnen så længe han levede.

 

DE FØRSTE SYN

Det var langfredag nat i 1884 at han havde sit første syn. Han så sine to brødre omkomme på havet ved et klippeskær som lå ca. 40 km fra hans hjemsted. Han kunne ikke sove den nat ulykken hændte, han vidste at noget var i færd med at ske og begyndte at bede. I ånden så han sine to brødre ligge på havbunden, og en røst sagde: "Se, der er dine brødre." Han genkendte stedet, for han havde ofte været der for at fiske. Om morgenen var ulykken sket.

Nogle år senere sad han i Lebesby kirke, da han pludselig mærkede en stærk kraft som omsluttede ham, og han hørte en stemme som talte ind i hans højre øre, som sagde: "Anton Johansen, du skal bede for nadvergæsterne!" Der var 6-8 mennesker i kirken, deriblandt et nygift par. Alle var samlet ved nadverbordet. Han ville dreje sig mod stedet hvor stemmen kom fra for at se hvem det var som talte til ham. Men i det samme kom der et blændende stærkt lysskær som hindrede ham i at løfte øjnene. Otte dage senere druknede det unge ægtepar, som han vidste at advarselen og forbønnen specielt gjaldt.

 

JESUS PÅ KORSET

I et andet syn så Anton Johansen Jesus på korset. Det var det døde, gennemstukne Kristi legeme, omstrålet af et overvældende lys. Fra hans højre side talte Herren til ham og sagde: "Sådan så jeg ud da jeg led for dine og hele verdens synder. Du skal ikke være forsagt eller mismodig, du skal udføre hvad jeg siger til dig." Han frygtede at det muligvis var satan som stod foran ham, men Herren kendte hans tanker og sagde: "Frygt ikke, satan kan ikke bære tornekronen."

Han oplevede derefter at hans sjæl fyldtes af en stor kraft, og han fik vished om at det var Frelseren han stod ovenfor. Armene var udstrakt med grove jernnagler gennem hænderne. Ansigtet var magert og delvist forvredet af smerte. Ned af kinderne løb der bloddråber i lange mørke strimler. Ansigtet var solbrændt og mørkt. Håret var sort, middel tykt og det var strøget bagover og hang midt ned på halsen. Tornekronen sad med tornene dybt trykket ind i hovedet og panden. Øjnene var middel store, farven på øjnene kunne han ikke se, panden var høj og ganske bred. Kroppen var mager og næsten nøgen, ud fra såret i siden løb der blod. Gennem fødderne var der slået et kraftigt søm af jern, og under dem var der et træstykke til foden. Han fandt ingen tavle over hovedet med inskription og korset lignede ikke de kors man almindeligvis ser afbilledet. Det lignede mere et stor T. Da Anton Johansen så ham på korset, omstrålet af herlighed, sank han sammen i ydmyg bøn.

 

KAINS MÆRKE

Anton fortalte om sine syner: "Da jeg blev forundret over min evne, begyndte jeg for alvor at læse i Bibelen fra ende til anden. Ved slutningen af hvert kapitel bad jeg om kærlighed og ydmyghed. Sådan fortsatte jeg i to år. Siden har jeg hørt og set mange mærkelige ting. Jeg er ofte blevet vækket af ånden med en formaning om at bede for mennesker som var i nød. Ofte i storme og orkaner som har raset på de forskellige dele af jorden.

En gang blev jeg vækket og formanet til at bede for nogle sømænd som var ude i en orkan i de vestindiske farvande. På samme måde er jeg blevet underrettet i ånden om de store jordskælv ved St. Pierre, Messina, San Francisco og andre steder. Efter de forskellige åbenbaringer har jeg altid set efter i aviserne om de har passet. Og det har altid vist sig at det er sket nøjagtigt som jeg har set det.

Der var en mand hjemme i Lebesby som jeg en dag blev kraftigt formanet til at bede for. Jeg så også en mørk skygge over hans ansigt. Han døde nogle år senere. Denne skygge over ansigtet plejer jeg at se på folk som snart skal dø. Særlig de som skal omkomme på havet. Det er aldrig sket at tegnet fejlagtigt har vist sig.

Jeg har også set mennesker med Kains mærke. Det består af en bred sort streg over næsen og om til ørene. Dette mærke har jeg set på mennesker som har begået mord. En dag da jeg skulle gå til et hus i nabobyen, stansede jeg pludselig på vejen og følte en stor angst i min sjæl. Et stykke fra mig stod en marinesoldat nedbøjet og huggede brænde. Jeg blev formanet i ånden til at bede for soldaten, så jeg foldede mine hænder og bad til at Gud ville være ham nådig. Da jeg gik forbi ham, så jeg den sorte streg fra næsen og om til ørene. Jeg spekulerede på hvad det skulle betyde, for det var første gang jeg så det. Da hørte jeg en stemme som sagde at det var Kains mærke. Nogle dage efter blev manden pågrebet og ført til Finland for at få sin straf for et rovmord han havde begået.

En anden gang da jeg sad sammen med en del bryllupsgæster ved middagsbordet, så jeg pludselig samme mærke over ansigtet på en ung mand som jeg kendte. Jeg blev forfærdet og undrede mig over hvordan det kunne hænge sammen, for jeg havde aldrig hørt noget dårligt om manden. Mens vi sad der, kom der en betjent og hentede ham. Han havde været med til at forsøge at forgifte en mand, og nu var det blevet opdaget. Samme mærke har jeg set på et par personer i Oslo og Stockholm. Og jeg har fået at høre at disse personer har vært mistænkt for mord, men at man ikke har haft tilstrækkelig med bevis imod dem."

 

LEBESBYMANDENS EGEN BERETNING

Om eftermiddagen den 13. november 1907 følte han sig usædvanlig træt, og gik derfor tidlig i seng. Han sov med det samme. Lige efter midnat blev han vækket af en stemme som talte til ham og sagde: "Dig skal det gives at få kendskab til Himmerigets hemmeligheder. Den første ulykke som skal ramme dig, er at din brors søn skal drukne i morgen." Samtidig følte han sig omstrålet af et overvældene himmelsk lys, og følte sig løftet op i en atmosfære af ubeskrivelig renhed. Lyset var så stærkt at det næsten blændede ham. Da han forsøgte at vende hovedet imod det sted hvor stemmen kom fra, for at se hvem det var som talte, følte han sig så uværdig at han bøjede hovedet i bøn. Samtidigt følte han en himmelsk lykke gennemtrænge sin sjæl, og han forstod at det var Jesus som talte til ham.

I ånden blev han ført til det sted hvor ulykken med hans brors søn skulle ske. Han så og genkendte den mand som stod ved roret da hans brors søn blev revet overbord af stormen. De skulle svinge rundt om en odde, og drejede roret for hurtigt. Sejlbommen svingede over med så høj fart at den unge mand ikke nåede at flyttede sig væk i tide, men blev slået overbord. I det samme øjeblik som han faldt over bord, så Anton Johansen ham iført en ren hvid dragt. Denne ulykke gjorde et stærkt indtryk på Anton Johansen. Frelseren fulgte hans brors søn på hans højre side. Alt omkring ham var et strålende lyshav af ubeskrivelig skønhed.

Ved morgenmaden kl. 8 var jeg sammen med drengen, men jeg magtede ikke at få sagt hvad jeg havde set den nat. Det føltes så ubeskrivelig tungt at skulle at gøre det. Jeg bad i stedet stille til Herren om at han måtte være med ham og bevare ham. Efter morgenmaden tog drengen ud på havet, uden at jeg vidste det, og uden at jeg havde fået advaret ham. Han blev borte hele dagen. Ved firetiden om eftermiddagen da jeg stod og huggede brænde, oplevede jeg det pludseligt som om jeg havde fået koldt vand over mig. Jeg følte det som om jeg skulle kvæles og jeg havde en stærk angstfuld kamp i mit indre og en opfordring til bøn. Samtidigt stod det klart for mig at ulykken nu havde ramt min brors søn. Jeg faldt på knæ i sneen hvor jeg stod og bad Herren være hans sjæl nådig. Efter lidt tid følte jeg i mit indre en stilhed og ro, og jeg forstod at dødskampen var forbi. Der var storm på havet den dag. Ulykken skete nøjagtigt som jeg havde set det i synet den foregående nat. Det var et hårdt slag for mig. De dage som fulgte efter var ubeskriveligt tunge. Jeg har angret mange gange over at jeg ikke advarede ham den morgen.

 

TITANIC FORLISER

En novembernat i 1907 fik han også besked om, at et stort skip ved navn "Titanic" ville ramme et isbjerg og forlise på sin første rejse fra Europa til Amerika. I ånden blev han ført til den amerikanske kyst hvor ulykken skete. På havet flød der store isblokke. Pludselig så han lysene og lanternerne fra et skip komme ud af nattemørket. Det nærmede sig hurtig og han så at det var et kæmpe stort dampskib. Samtidigt så han et isbjerg på havet længere fremme. Kort efter var ulykken sket. Et vældig drøn trængte gennem natten. Damperen begyndte straks at synke. Han blev grebet af en forfærdelig angst, da han så menneskene ligge i havet og kæmpe fortvivlet for livet.

Hele denne hændelse så han ligesom i lyset af en projektør. Stemmen sagde at ulykken kom som straf for englændernes hovmod. Han hørte flere af passagerernes navne blive nævnt, tydeligt hørte han navnet "Astors" den amerikanske mangemillionær. Han fik i ånden besked om at telegrafere til denne mand og skibets rederi, men han gjorde det ikke. Dels fordi han var for svag i sin tro, dels fordi han mente at ingen ville tro ham, endvidere troede han at ulykken kunne afværges gennem hans bønner.

Den nat skibet forliste, en nat mellem en søndag og en mandag i april 1912, kunne han ikke sove. Han følte en vældig urolig. Navnet "Titanic" kom gang på gang til ham. Han var vældig ulykkelig fordi han ikke havde telegraferet. Han begyndte nu at bede for skibet, men et stykke tid efter følte han at ulykken allerede var sket. Det føltes som om nogen havde hældt en bøtte med koldt vand over ham, og en isnende kulde gik igennem hans sjæl. Derefter blev han rolig igen. Den samme nat hørte han også navnet på to andre skibe som skulle gå under. Navnene var "Empress of Ireland" og "Malmberget". I januar 1912 traf han i sin hjemby to matroser fra "Malmberget" og følte sig opfordret til at bede for dem. Dette gjorde han i stilhed og bad dem vende sig til Herren og være forsigtige på havet. I december 1913 gik "Malmberget" under, og begge matroser var med.

 

SYNET NOVEMBER NAT 1907

De ulykker som skulle komme over verden, så og hørte jeg på forskellige måder. I ånden blev jeg ført til de forskellige steder hvor hændelserne skulle indtræffe. Disse genkendte jeg lige så tydeligt som da jeg som skoledreng havde siddet bøjet over min morbrors kort. Jeg så for mig en lang række af årstal i fremtiden, og ved siden af årstallene i denne store tidskalender, så jeg angivet begivenheder som skulle komme. Alle hændelser blev nævnt for mig i kronologisk rækkefølge. Og der hvor jeg ikke fik bestemte årstal eller tidspunkter angivet, fik jeg sikre ledetråde til selve begivenhederne. Stemmen som talte til mig var mild og tydelig.

I ånden så jeg de officerer som jeg under de kommende syv år skulle have som chefer på opmålingsarbejdet i Finmark. Jeg så dem med et kort foran sig, samtidigt blev deres navn nævnt, og for hvert navn også et årstal. Jeg fik også at vide i hvilke dal jeg skulle være for hvert år under dette arbejdet. Det var blandt andet i Karasjok, Porsanger og Laksefjord herreder. Officerernes navne var: Kaptajn David Ebbesen, kaptajn T. Herzberg, løjtnant Sandvik, løjtnant Hven, kaptajn Solberg og kaptajn Riber. Denne åbenbaring fik jeg som tegn på at verdenskrigen skulle komme efter syv års forløb. Den syvende officer skulle hedde Knutsen. Det blev sagt mig at det år som jeg var sammen med ham om sommeren, skulle jeg ikke være hjemme julen efter og at inden næste års jul skulle verdenskrigen være brudt ud, for menneskenes ondskabs skyld.

Fra min hjemby blev jeg i ånden ført gennem mit oplyste rum, og ud over Europas store vider. Jeg så først den plads hvor jeg skulle arbejde når krigen kom. Jeg så derfra solen i nordvest, ved den tid på døgnet hvor den var under horisonten et par timer. Dermed forstod jeg at krigen ville bryde ud i slutningen af juli eller i begyndelsen af august. Jeg så teltet som vi havde slået op på arbejdspladsen på vestsiden af Porsangerfjorden. Jeg så små skæggede mænd komme løbende mod teltet. De var udsendt af telegrafen for at kalde os hjem og underrette os om krigen.

Anton Johansen fik hele den 1. verdenskrig at se. Han blev i ånden ført til fronterne både i øst og vest. Han hørte om store indre uroligheder i Tyskland og flere andre lande. (Det var først i 1917 at han hørte at freden ville komme i 1918) Herren sagde: "For menneskenes ondskabs skyld skal verdenskrigen komme. Du skal gøre hvad du kan for at underrette og advare Kejser Wilhelm, at han ikke må lade sig forlede til at gå med i krigen. Du skal være mit vidne. Du skal stå frem for den norske regering og for stortinget i Oslo - Stockholm - Berlin og Kejser Wilhelm." Over England skal der komme store lidelser. Stemmen sagde til mig: "England står foran en afgrund, som det er ved at styrte ned i. Dette land skal blive dybt ydmyget. Der skal blive oprør i India, som ender med Indiens frigørelse. (Det skete i 1947,19 år efter Anton Johansens død.) England skal også opleve oprør i andre af sine kolonier, og det skal være lykkeligt hvis det kun mister Indien. Englands fremtid virker særdeles mørk. Gentagende gange blev Englands navn nævnt i forbindelse med store ulykker."

 

AMERIKA

Om Amerika hørte jeg Herren sige, at dette land står overfor fem store krige i fremtiden. Heraf et par overordentlig voldsomme borgerkrige, som resultere i at Amerika bliver sprængt i fire eller fem mindre forbundsstater. (Siden 1907 har USA været med i følgende krige: 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen, og Golfkrigen) Jeg fik en hel del at vide om Amerika, men da disse hændelser vedkom os mindre, lagde jeg ikke så nøje mærke til dem. Jeg husker derfor ikke noget nøjagtigt tidspunkt for disse hændelser.

 

SOCIALISMEN

I de skandinaviske lande brød socialismen igennem til fuldstændig sejr. For to af de nordiske landes vedkommende hørte jeg ordet "revolution" nævnt. Men det virkede som om den var foregået uden blodsudgydelse, for ingen steder så jeg nogen træfninger eller stridigheder med våbenmagt. I de mindre lande kom omvæltningerne først. I forbindelse med disse begivenheder blev kong Gustaf af Sveriges navn nævnt. Noget nøjagtigt tidspunkt husker jeg ikke at jeg fik oplyst i denne sammenhæng. Jeg hørte bare at omvæltningerne i begge lande kom før den fransk-spanske krig. I Sverige brød socialismen igennem senere end i de øvrige lande.

 

NYE FARLIGE SYGDOMME

Etter verdenskrigen kommer der sygdomme som man ikke før kendte til, og lægerne vil stå magtesløse overfor dem. Disse sygdomme vil hærge voldsomt blandt menneskene. Specielt vil Frankrig lide hårdt og miste mange. En lungesygdom vil hærge og kræve mange ofre, særligt i Sverige. Der så jeg sorte kors stå tæt over hele landet.

Næste sygdomsperiode kom efter den engelsk-indiske krig. Der opstod nye ukendte sygdomme af voldsom art. De var farligere end alle andre som tidligere var gået over jorden. De udbredte sig over hele verden og krævede forfærdelig mange menneskeliv. Der fandtes ikke noget middel der kunne kurerer sygdommene. De hærgede særligt i Rusland, for stemmen sagde at disse og andre sygdomme skulle hjemsøge Rusland for dets store ugudeligheds skyld. En af de farligste gjorde at folk blev blinde og sindssyge. For dem som blev angrebet af denne sygdom, var det meget farligt at nyde alkohol.

Den tredje store sygdomsperioden kom efter den spansk-franske krig. Det var delvist en ondartet lungesygdom, men også nye og ukendte sygdomme opstod i den forbindelse. En af dem var en slem hudsygdom, noget der lignede spedalskhed, som forårsagede opløsning af legemet (Ebolaviruset?) I Spanien og Frankrig hærgede de værst. Men siden spredte de sig over hele Europa og store dele af den øvrige verden. Frankrig mistede store skare af sin bedste ungdom til disse sygdomme. Også i de skandinaviske lande gjorde alle disse sygdomme voldsomme indgreb, og stemmen sagde at "det kunne ses på befolkningstallet."

 

NATURKATASTROFER

Naturkatastrofer opstod i flere dele af verden. I jordens indre begyndte der flere steder at være en stor aktivitet. Store jordskælv og vældige vulkanudbrud hjemsøgte de forskellige områder af jorden, også i områder som tidligere har været frie for jordskælv. Da jeg havde set verdenskrigen og alle de ulykker og lidelser den ville føre med sig over folkene, blev jeg i ånden ført til landene og kysterne omkring Nordsøen, hvor disse ulykker blev åbenbart for mig.

Island var et af de første navne jeg hørte i forbindelse med jordskælvene. Om det var her eller på bunden af Nordsøen ulykken havde sit ophav, opfattede jeg ikke klart. Jeg blev meget forundret da Herren nævnte disse steder. For jeg vidste jo at vulkaner og jordskælv ikke plejede at forekomme i disse områder, men Herren nævnte navnene med bestemthed flere gange. At jeg virkelig ikke havde taget fejl forstod jeg, da jeg kort efter fik hele ulykken, og de steder som blev hjemsøgt af den, at se.

Ulykken ramte alle Nordsøstater, men intet land blev så hårdt ramt som England. Stemmen sagde også at ulykken skulle komme pga. Englands hovmod. Der hvilede skumringsstemning over samtlige Nordsøstater, ingen stjerner lyste på himmelen. Fra havet blæste en stærk vind. I de norske fjelde var sneen det år endnu ikke begyndt at falde. I ånden blev jeg ført til dalene ved Trondheim. Jeg stod på stranden og så udover havet, da jorden på en gang begyndte at skælve under mig. Husene inde i Trondheim dirrede som løv, og et par høje træbygninger faldt da stranden styrtede sammen. Straks derefter hørtes et vældigt drøn ude fra havet, og en vældig bølge kom rullende med voldsom fart og slog mod klippevæggen. På de lavtliggende steder fortsatte den indover stranden. Flodbølgen oversvømmede store dele af byen og forårsagede stor skade. Store lagre faldt sammen og blev skyllet bort af bølgerne. Oversvømmelserne strakte sig langs hele den norske kyst, helt fra Sydnorge og op til slugterne ved Bodø. Jeg hørte navne på flere af de byer som ligger der.

Da jeg i ånden havde set den skade som ulykken gjorde i mit hjemland, blev jeg ført til de store byer ved Englands østkyst. Der forårsagede ulykken voldsomme ødelæggelser. Hele østkysten og store strækninger langt ind i landet blev oversvømmet. I Særdeleshed byen Hull og slugterne der omkring blev slemt ramponeret. Skotland blev hårdt ramt. Det virkede som om en stor del af dette land sank i havet. Længere sydpå så jeg London. Det viste sig at London var den by i England hvor ulykken havde størst omfang. Havne og kajer blev fuldstændigt ødelagt. En stor mængde huse var styrtet sammen, og i vandet sås store mængder af flydende vraggods. Flere fartøjer var forlist i havnen, og nogle var til og med blevet smidt op blandt husene på land. For England blev det en ulykke hvis lige det aldrig før havde set.

Ude på havet forliste mange fartøjer, og mange sømænd omkom. En stor mængde fisk og sild fra havet flød døde omkring blandt bølgerne i store stimer. Flodbølgen fortsatte ind i den engelske kanal, hvor den ødelagde havne og byer på begge sider. Specielt hørte jeg den franske by Rouen blev nævnt. Også et par steder på Frankrigs nordkyst, som jeg ikke kan huske navnene på. Videre hørte jeg at store dele af Holland og Belgien samt den tyske nordkyst blev nævnt som hårdt medtagne steder. Blandt de værst udsatte byer hørte jeg Antwerpen og Hamborg nævnt. Hamborg fik jeg også se, og det så ud som om denne by, næst efter London, var den hårdest hjemsøgte. Jeg hørte også at store varelagre gik tabt.

Danmarks nord- og vestkyst og de havne og byer som ligger der, og hele den svenske vestkyst, blev stærkt påvirket af ulykken. På den svensk side hørte jeg Göteborg, Malmø og Helsingborg blev nævnt. Også i Østersøen og ned mod middelhavet trængte flodbølgen frem. Skaderne var antageligt ikke så store her, for på disse stæder hørte jeg ikke nogle navne blive nævnt, og synet var mere utydeligt her.

 

ORKANEN

Omtrent samtidigt med vulkanudbruddet, så jeg i ånden en vældig orkan som strakte sig over to verdenshave. Da den blev vist for mig, omtrent samtidigt med vulkanen, så er jeg ikke helt sikker på hvilken af ulykkerne som kom først. Det var ikke så let at skelne, men jeg tror, kom vulkanudbruddet først. Hvorvidt disse ulykker hang sammen med hinanden kan jeg ikke sige. Det var formodentligt forår eller efterår da denne ulykke kom, for ingen steder så jeg sne på jorden.

I ånden blev jeg ført til Stillehavet og områderne omkring Panama kanalen, hvor denne orkan opstod. Navnene på disse områder blev klart fortalt mig. Fra min plads i rummet kunne jeg med stor tydelighed skelne landets karakter og form. Der var bl.a. vældige klippestrækninger, stenede landskaber og øer. Orkanen rasede med voldsomhed fra disse områder, mod nordøst opover det amerikanske kontinent. Den for over kyststaterne med deres millionbyer, plantager, havne og store anlæg og raserede dem med voldsomhed. Mange bygninger blev splintret, og i de store plantagestater blev alt raseret. Markene blev sat under vand af havet der i mægtige bølger skyllede over land. Fartøjer forliste og blev kastet op på land. Havnene og varelagre blev i den grad ødelagt, så at stemmen sagde til mig at det var et spørgsmål om de overhovedet kunne bygges op igen. Af plantagestaterne blev Virginia særlig nævnt, og staterne omkring den Mexicanske bugt, særligt Florida. Orkanen rasede over Mississippidalen, og fortsatte op imod de store søer, Chicago, Minneapolis, Washington og New York blev omtalt som hårdt ramte. Der opstod eksplosioner og brandkatastrofer i et omfang som jeg ikke havde troet var muligt. Himmelen lignede disse steder et stort flammehav. Alt var indhyllet i røgskyer, i den sidste by så jeg ruiner efter sammenstyrtede huse. Orkanen jog forfærdeligt gennem gaderne og de store skyskrabere svajede som siv for vinden.

En russisk hær kom fra Sibirien over Beringstrædet til Alaska og Canada, samtidig med at disse frygtelige eksplosioner skete i byerne, men den nåede ikke langt. Det var også grunden til at Amerika ikke kunne sende hjælp til Europa. (Anton Johansen spekulerede meget over hvad det kunne være som forårsaget disse katastrofer, næsten samtidigt i England og USA). Fra Canada fortsatte orkanen over hele Atlanterhavet, mod Europa. Den rasede over Spanien, Frankrig og Marokko, ind i Middelhavet og ind mod Rusland. Også over England gik den frem med stor voldsomhed og fortsatte op mod de skandinaviske lande. Mange sømænd og fartøjer gik under. Jeg hørte røsten sagde: "Det er synd for sømændene."

 

ORKANEN I SKANDINAVIEN

Orkanen gjorde også stor skade i Danmark og Sverige. Der hørte jeg også denne gang navnene Göteborg, Malmø og Helsingborg nævnt. Norge fik også en hård medfart. Men de norske fjelde syntes at lægge en dæmper på orkanen. Jeg har sammen med tusinder, bedt Herren om at skåne menneskene for denne ulykke i mere end to år, og selv om disse ulykker lader vente på sig, må vi ikke glemme at bede Herren om at Han må bevare os fra dem. For det så ud som om de absolut måtte komme. Jeg ville først ikke tro Herrens ord om vulkanen. For jeg tænkte at dette ikke er et sted hvor vulkaner og jordskælv plejer at forekomme, men Herren sagde med bestemthed at ulykken ville ske. Store mineulykker og oversvømmelser indtraf også. Tyskland og Nordfrankrig blev først og fremmest hjemsøgt af mineulykkerne og Vesttyskland af oversvømmelserne. Her blev vældige strækninger sat under vand. Det var forfærdelige skader som disse oversvømmelser forårsagede. Flere miner blev fyldt med vand, og andre styrtede sammen på grund af underjordiske katastrofer.

 

NYE KRIGE

Der blev oprustet med stor hast. Nye krige vil opstå allerede i midten af trediverne, hvor de førnævnte, var iblandt de første. Der vil også komme en blodig krig i Spanien, og som varsel eller tegn på disse krige skal mineulykkerne og oversvømmelserne i Tyskland og Frankrig komme. Den første krig som kommer efter disse ulykker, bliver mellem Frankrig og Spanien. Den bliver skrækindjagende for verden. Særligt kommer Frankrig til at lide hårdt, da der også kommer sygdomme oveni. Den krig kommer 15 til 20 år efter. Herren sagde til mig at Han ville give os freden tilbage, hvis folkene vil forenes i bøn til Ham.

 

RUSSISK INVASION I FRANKRIG OG DEN FRANSK-SPANSKE KRIG

Russiske tropper væltede pludseligt en dag ind gennem Tyskland imod Rhinen og Frankrig, hvor intense kampe fandt sted. Jeg så at de amerikanske våbenlagre som fandtes der, faldt i russernes hænder. Jeg både hørte og så, at der på den tid fandtes frygtelige våben, som man ikke kender til i dag (1907). Russerne fik herredømmet i Frankrig ved hjælp af landets egne kommunister. De havde sat hele Paris i brand under en voldsom borgerkrig som var udkæmpet kort forinden. De slog sig ned i Mellem- og Sydfrankrig, og derfra førte de så krig imod Spanien. Denne fransk-spanske krig blev forfærdelig - ikke kun for de involverede mænd, men for hele verden. For her brugte man de frygteligste nye våben, og virkningen af dem var forfærdelig. De førte til blindhed, vanvid og fuldstændig ødelæggelse af hele menneskekroppen.

 

RUSLANDS OG FRANKRIGS KRIG MOD NORGE OG SVERIGE

Den sidste store ulykke jeg fik at se, var Rusland og Frankrigs krig imod Sverige og Norge. Socialismen havde på den tid fuldstændig gennemsyret hele Norden. I Sverige holdt socialisterne regeringstøjlerne i sin hånd. De tænkte på afvæbning, men det var ikke lykkedes dem at gennemføre det, på det tidspunkt. De gjorde for øvrigt som de ville og de blev  delvist skyld i krigen gennem deres handlinger. Socialisterne ugudeligheds bidrog også til krigens årsag. Det blev sagt til mig at Norge skulle passe på at synden ikke tog overhånd. Socialisterne havde på den tid formået at gennemføre en stor nedrustning og indskrænket landets forsvar betydeligt. En følge af dette var, at mange svenske og norske mænd måtte ofre sit liv unødigt - og at den lille fremgang de behøvede, nu udeblev.

Franskmændene angreb Göteborg. De angreb byen i ugevis med stærke luftflåder, som på den tid var langt mere udviklet end nu. Der var mange krigsredskaber og krigsmaskiner med i denne krig, som ikke findes på nuværende tidspunkt (1907). Flyvemaskiner og luftskibe syntes at sværme i store sværme over byen. Luftskibene som franskmændene førte i lige så stort antal ved bombardementet af Göteborg, virkede til at være konstrueret i tre forskellige dele eller lag under hinanden, og med store mellemrum. Hvis jeg opfattede det rigtigt, så var de forbundet med tynde stålwirer. Øverst oppe var en meget stor spoleformet gasballon, under denne, med en god afstand, måske hundrede meter eller deromkring, en noget mindre ballon, og længst nede en endnu mindre. Disse luftskibe kom i hele sværme eller flotiller. De lignede store tågeklatter og var indhyllet i røg og udløste mange granater over byerne nedunder.

Mange folk faldt på Göteborgs gader, mærkeligt nok var der mange folk udenfor. Göteborg, hvis største og vigtigste del på den tid lå vest for floden, fik største delen forvandlet til en grusgrav. Jeg så en stor mængde grave efter faldne svenskere og nordmænd, som havde kæmpet skulder ved skulder. På vestsiden af floden og ud langs kysten, blev de største og mest blodige kampe udkæmpet. Franskmændene gik her til angreb gentagende gange og mistede mange folk. Men de landsatte ustandselig nye tropper og forstærkninger, mens svenskerne og nordmændene ikke fik nogen nævneværdig undsætning. Franskmændenes ressourcer var næsten udtømt da svenskerne kapitulerede. Ved en af de store grave så jeg Göteborgs borgermester, en gammel mand i grå frakke. Han var bedrøvet over at begge hans sønner, som var ingeniører, var faldet i kampen for Göteborgs forsvar, og han sagde til mig: "Det hjælper ikke at to er retfærdige, når svenskerne har syndet i sådan en grad at Herren lader franskmændene sejre".

Europa troede at Sverige og Norge ville blive undertrykt, men Gud være lovet at han i sin nåde skånede os." Et par krigsopfindelser blev til utrolig stor nytte for svenskerne i deres forsvar. Der var tale om nye våbentyper som indtil da havde været hemmeligholdt, eller netop var opfundet. Specielt var der en på det elektriske området som svenskerne var alene om i hele verden, og som gjorde at franskmændene faldt i stort tal ved Göteborg. Det var derfor yderst lidt som manglede for at svenskerne ville have sejret. Og havde ikke landets øvrige forsvarsmidler været så dårlige, så havde hverken finnerne eller russerne fået bugt med svenskerne. Den gamle mand sagde til mig, at hvis Sverige og Norge havde kunnet holde ud 14 dage til, så var hele den franske hær blevet tilintetgjort. Han sagde videre at hvis franskmændene havde vidst at svenskerne var i besiddelse af et så skrækindjagende våben, så havde de aldrig våget at angribe.

Samtidigt blev også den tyske rigsdag enig om at hjælpe os. Jeg så i denne sammenhæng Vättern og strandene med landsbyer på begge sider. Jeg så et stort hus ovenfor Göteborg, hvor solen skinnede i vinduet, og marken udenfor var grøn som om sommeren. Over hele den svenske vestkyst lå en tung røg, helt ned til Helsingborg og Malmø. Jeg hørte at de byer som ligger her, også blev udsat for luftbombardement. Specielt hørte jeg Helsingborg, Malmø og Lund nævnt, som byer der blev ramt. Også Stockholm blev angrebet af eskadriller af fly og fik mange huse skudt i sænk, men lykkedes alligevel gennemgående bedre i sit forsvar end Göteborg. Luftforsvaret virkede til at være bedre organiseret og mere effektivt, bl.a. havde svenskerne her flere luftmaskiner til sin rådighed.

Russerne gik ind i Sverige fra to steder. En deling gjorde indfald på Gotland. Jeg så en store deling af russiske soldater gå i land og oversvømmede hele øen, ligeledes på Øland. På Gotland så jeg lange kolonner af russiske tropper marchere. Der hvilede en tung røg over hele øen. De gik i land syd for Stockholm, antageligt i nærheden av Västervik - jeg kunne ikke genkende stedet så nøje - for dels at gå mod Stockholm og dels mod Göteborg, for at komme franskmændene til hjælp. De kom imidlertid ikke længere end et stykke ind i Småland, før svenskerne kapitulerede ved Göteborg.

 

RUSSISK ANGREB I NORD

Russerne angreb med sin anden deling i nord. De gik ind i Nordsverige med vældige styrker. Dels over Haparanda - Torneå, hvor en jernbane da var bygget, dels over Kvarken. Andre blev landsat ved Umeå. I stor hast mobiliserede svenskerne, men det gik uhyggeligt let for russerne at komme frem. Hele Nordsverige blev erobret, og Gävle var en af de byer som blev værst angrebet og udplyndret. Jeg frygtede at socialisterne havde lavet et forræderisk trick ved Boden, da jeg ikke så nogen modstand, som ved Göteborg. I områderne tæt på, og nord for Stockholm, kæmpede svenskerne med stor tapperhed.

 

RUSSERNE IND I FINMARK

I Norge faldt russerne ind i den østre del af Finmark. Jeg så to jernbaner. Der gik på det tidspunkt en jernbane fra Finland op til Enaresøen og derfra fortsatte den gennem Pasvikdalen og ud mod nordøst. På denne bane så jeg et russisk tog, hvor soldaterne stod tæt sammenstuvet i vognene. Landet var kuperet, det jeg så var Pasvikdalen. Toget kørte østover mod Murmansk-kysten. Fra denne store jernbane syntes der at gå en mindre, fra sydenden af Enaresøen til et sted nord for denne sø. Den første store frontlinje og det første store slag, så jeg ved Tanaelven mellem Valjok og Port i den nedre del af Karasjok herred. Slaglinjen var omtrent tyve kilometer lang, og slaget var meget blodigt. Nordmændene som blev slået, trak sig tilbage til områderne mod Porsanger fjorden.

Mellem Gaiserne og det nedre Skoganvarrevannet blev der sat nye forsvarslinjer op. Jeg så Gaiserne både i øst og vest, og en slaglinje som var over tyve kilometer lang. Her så jeg faldne soldater, og krigsfolk som begravede de døde. Jeg så mange grave, lig og forvredne ansigter og lemmer. Området var så fuld af sten, at en hest flere steder knapt nok kunne komme frem. Over store strækninger lå der faldne spredt – nogle steder i store bunker. Stumper af lemmer stak frem fra gravene. Men kampene indskrænkede sig ikke kun til disse steder, for stemmen sagde: " Der kæmpes voldsomt langs grænserne, og her ser du to slag." Nordmændene, som foretog flere angreb og modangreb, blev imidlertid også slået her, og måtte flygte langt sydover for russernes masser. Der havde også været slag så langt væk som ved Kirkenes, men jeg så særligt de nævnte steder og slag. Også i nord var det sommer.

 

SLAGENE I SYDNORGE

I Sydnorge, syd for Oslo, i nærheden af den svenske grænse, kæmpede nordmænd og svenskere også skulder ved skulder. De franske krigsfartøjer og luftflåder foretog også angreb mod de norske kystbyer, og forårsagede på disse steder store ødelæggelser. Luftbombardementerne strakte sig langs hele den norske kyst, fra det sydligste Norge, og helt op til Trondheim. Det var navnene jeg hørte nævnt. Bergen, Drammen og Oslo blev også nævnt som meget ødelagt. Men ingen af de norske byer blev så grundigt ødelagt som Kristiansand, den lå helt og holdent i ruiner.

 

NORGE OG SVERIGES NEDERLAG

Sverige og Norge måtte slutte fred mod sin vilje. Tabet for svenskerne blev kun Gotland- eller Øland. Efter hvad jeg husker, slap svenskerne for at afstå noget af Norrland. Der var stor harme i Sverige over fredsslutningen. Det havde kun været nødvendig med et yderst lille lod i vægtskålen, for at både franskmændene og russerne havde tabt. På grund af Sveriges nederlag var Norges nederlag beseglet. Norge måtte afstå hele Finmark og for øvrigt alt land nord og øst for Lyngenfjorden. Det virkede som om Frankrig og Rusland havde tænkt at gå endnu længere. Det så ud som om at det var russernes mening at underlægge sig hele den nordre halvdel af den skandinaviske halvø.

Da jeg ængsteligt spurgte Herren om begge lande skulle gå til grunde, viste Herren mig Lyngenfjorden og sagde: "Så langt skal de komme og ikke længere." Herren sagde til mig at han havde bestemt grænsen. Det blev sagt to gange med en fast stemme, at grænsen skulle gå her, for Norges vedkommende.

Det var handelen i Finmarks grænsedistrikt som var årsag til denne krig. Handelen i Finmark var på den tid for en stor dels vedkommende overgået til russerne. Sydover var handelen for Norges og Sveriges vedkommende blevet vanskeliggjort ved indførselsforbud i de forskellige lande. Dette havde forårsaget stridigheder, og bidrog bestemt også til krigen. Krigen blev startet af russerne, hvorefter franskmændene kom dem til hjælp. Hele krigen så ud til at være kortvarig. Den brød ud om sommeren, og så ud til at slutte samme sommer eller i begyndelsen af efteråret.

 

INGEN KAN HJÆLPE OS

Ingen kunne hjælpe os i nøden. Østrig var uenig indbyrdes og det var Tyskland også. Finnerne deltog ikke i denne krigen. De var som før nævnt hårdt undertrykte, og havde antagelig heller ikke adgang til våben. Holland var optaget med krig i sine kolonier i Østasien, ellers havde de hjulpet os. England var på denne tid i en blodig krig med Irland. I Italien stod mange på bar grund på grund af forskellige jordskælv.

Jeg syntes jeg hørte "Vesuvs" navn i forbindelse med frygtelige naturkatastrofer i Italien, og som blev mere ødelæggende og voldsommere end nogensinde før. Store dele af dette lands befolkning blev hjemløse, det stod særlig skidt til på denne tid. Det så ilde ud for tyrkerne, og det så ud som om endnu en Balkankrig havde hjemsøgt Tyrkiet. Serberne var undertrykte og havde det meget skidt. En stor del av Nordfrankrig tilhørte Tyskland på det tidspunkt. Franskmændene havde på den tid ikke Elsass-Lothringen. Jeg havde hørt at Tyskland måtte afstå en del af sine nuværende kolonier til Frankrig, som på den tid havde store kolonier. Men jeg hørte fra den gamle borgermester at franskmændene ikke havde sin tidligere magt. Jeg hørte også at Østersøprovinserne var tyske. Rusland havde på den tid ikke tsardømmets vidtstrakte magt. Dets grænser var ligesom jeg tidligere havde set, altså med undtagelse af Ukraine, Polen og Østersøprovinserne. (Han så Rusland på det tidspunkt som et stærkt reduceret land, uden Ukraine, uden de baltiske stater og Polen. Rusland er altså på det tidspunkt færdig som stormagt. Det er nøjagtigt det som er skete.) Jeg hørte videre at der fandtes mange kristne i Tyskland og England, men at Frankrig og Rusland var lette på Guds vægtskål. Store skarer af jøder var ved den tid vendt tilbage til Jerusalem og deres land. (Da Lebesbymanden så dette syn i 1907, var det utænkeligt at jøderne skulle vende tilbage til Israel. Staten Israel blev først oprettet i 1948.)

 

SYNETS AFSLUTNING

Til sidst sagde Herren: "Du skal være forsigtig så du ikke falder i hovmod og kommer væk fra mig." Jeg bad derefter til Herren om at han måtte hjælpe mig i de kommende år, og gennem Helligånden vejlede og undervise mig, så jeg ikke tog fejl af tiden. Efter at Herren havde lovet at opfylde min bøn, forsvandt synet. Jeg vågnede med en følelse af bæven og et tungt ansvar, men efter en tid følte jeg også en mægtig indre kraft og en stor ro. Klokken var næsten 4 om morgenen da jeg vågnede. I de første år efter synet talte jeg ikke med nogen om de ting jeg havde set. Ingen heroppe ville have troet mig. Man ville formodentlig bare have hånet mig for de ting jeg fortalte om.

I sin simple uldjakke og sine rensdyrsstøvler rejste Lebesbymanden til Stockholm. Der opsøgte han oberst Mellander og fortalte hvad han havde set og at han havde fået som opgave at meddele den svenske regering det. Det var godt at oberst Mellander fandt udtalelserne så bemærkelsesværdige at han skrev dem ned. Dette dokument blev sammen med det som K.F.U.M.s sekretær hjalp med at skrive, til den første trykte beretning om "Profeten fra Finmark". Beretningen blev udgivet i februar og marts 1914 i svenske aviser. De blev også gengivet i norske aviser. I Stockholm blev han i flere dage og forsøgte her, blandt andet med hjælp fra prins Bernadotte, at komme til Berlin. Prinsen tog venligt imod ham og viste ham til det tyske konsulat. Den tyske minister var ikke til stede, men hans stedfortræder blev hidsig og bad ham gå sin vej.

Lebesbymanden advarede den norske statsminister Gunnar Knudsen imod krigen. Men han tog ham ikke alvorlig. For på stortinget udtalte han sine berømte ord om "den skyfrie himmel" - "Hvad er der på færde? Det ville være interessant at vide. For tiden er da forholdet det at den politiske himmel, verdenspolitisk set, er skyfri i en grad som ikke har været tilfældet i mange år."

I Oslo gjorde Anton Johansen flere forgæves forsøg på at komme til Berlin og få talt med kejser Wilhelm. Kejseren måtte "for alt i verden" ikke gå med i krigen. Men Lebesbymanden fik ikke adgang. Den 28. juni 1914 skete mordet i Sarajevo, den 23. juli overrakte grev Berchtold det Østrig-Ungarske ultimatum til Serbien, den 28. juli erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig, den 31. juli mobiliserede Rusland. I august erklærede Tyskland Rusland krig, den 3. august erklærede Tyskland Frankrig krig, den 4. august marcherede tyskerne ind i Belgien, samme dag erklærede Storbritannien Tyskland krig, derefter gik det slag i slag, 1. verdenskrig var i gang. På den skyfrie himmel som den norske statsminister havde snakket om, var det pludselig blevet tordenvejr.

 

SYNERNE GÅR I OPFYLDELSE

Her er de synene som Lebesbymanden så, og som allerede er gået i opfyldelse i 1999. "Det er umulig" sagde man til Lebesbymanden før jul 1913, at Belgien kan gøre Tyskland nogen skade. Det er latterligt at mægtige Tyskland skal blive krydset af belgiske tropper." "Jeg har set det sådan i mine syner", svarede Lebesbymanden. Den 28. juni 1914 skete mordet i Sarajevo, og 1. verdenskrig var i gang. Anton Johansens syner om verdenskrigen var dermed gået i opfyldelse.

Der er ingen tvivl om at Johansen så både 1. og 2. verdenskrig. Det var ikke altid lige let at adskille krigene fra hinanden, for billederne som han så rullede af sted som på en film. Men forskellen var der alligevel. I den 1. verdenskrig var der kun snak om krig på jorden. Han så de vældige fronter og skyttegravene fyldt med mennesker og våben. Han hørte kanonerne drøne og fulgte ildskærene på himmelen. Men i 2. verdenskrig kom der noget helt nyt til. Han kendte jo ikke til flyene i 1907, men nu så han pludselig bombeangrebene på Europas mørklagte byer med store "luftflåder." Han så Tysklands deling efter krigen. Han så jødernes vende tilbage til Israel (staten Israel blev oprettet i 1948).

Han så Indiens frigørelse fra England. Han så store politiske omvæltninger i Kina (Mao kom til magten i 1949, kulturrevolutionen startede i 1966, og som et resultat af dette døde tusindvis af mennesker af sult, og millioner blev dræbt.) Han så jordskælvet i San Francisco i 1906. (Byen blev næsten jævnet med jorden.) Han så også jordskælvet i Messina i 1908. (Her omkom 84000 mennesker) Han havde også hørt navnet Slesvig blive nævnt. Og det lød som om Danmark ville få dette land tilbage. Men da han samtidigt hørte at Danmark havde fred hele tiden, og at han heller ikke så krigshandlinger ved Danmarks grænse, forstod han ikke dette. (Han kunne jo umuligt vide i 1907, at nogle af præsident Wilsons idealistiske 14 punkter kom med i Versailles-traktaten i 1919. En af disse gik ud på at små grænsefolk selv skulle få lov til at bestemme, hvilket land de ville tilhøre. På den måde stemte Nordslesvig sig hjem til Danmark, og den 15. juni 1920 fandt genforeningen sted).

Han hørte også at der ville være meget snak om fred lige før 3.verdenskrig kom. Der ville blive foretaget falske fredsmanøvrer. Rusland og Frankrig havde endnu ikke angrebet Norge og Sverige, men Lebesbymanden så at det ville ske. På den tid var Rusland et stærkt reduceret land, uden Ukraine, og de baltiske provinser (Estland, Letland, og Litauen) og Polen. Rusland ser altså ud til på det tidspunkt at være færdig som stormagt. Den tredje verdenskrig medførte indre splittelse og borgerkrige og opdeling i flere mindre stater. Grunden til at Rusland får hjælp af Frankrig til at angribe Skandinavien, er fordi at størstedelen af Frankrig på det tidspunkt vil være kommunistisk. Johansen mente at denne nordiske krig måtte være en udløber af 3. verdenskrig.

I sine syner havde han også set at der skulle "komme frygtelige sygdomme ved krigens afslutning." Sygdommene som "kræver store ofre." Det ville blive værst i de krigsførende lande, men også i vort land ville de hærge forfærdeligt. Disse advarsler fra Lebesbymanden blev læst med interesse af hundredetusinder af mennesker. Sikkert også af mange blandt de ca. 36.000 i Norge og de ca. 50.000 i Sverige som inden der var gået et år var døde af den spanske syge. Johansen sagde at Europa ville blive som et stort sygehus. En tid efter hærgede "den spanske syge" i alle lande og dræbte ca. 15 millioner mennesker.

Efter en tid kunne man læse om "Krigsprofeten" i alle landets aviser. Som den pligtopfyldende mand Anton var, fik han flere tillidshverv i sin kommune. Han var i mange år medlem af Lebesby herredstyre og kirketjener i over 30 år. I 26 somre var han assistent ved den geografiske opmåling i Finmark. Han blev brugt som bærer, da han samtidigt var en stærk og arbejdsvillig mand. Kaptajn Einar Halle, som var chef for opmålingerne i 1898, har givet det vidnesbyrd om ham at han "har stået for opmålingsofficererne som et fænomen."

Det som var særpræget for Anton Johansen var hans kolossale arbejdsiver og tro på, at arbejdet var det eneste som holdt i livets kamp ved siden af "bøn og gudsfrygt". Hans stol i Lebesby kirke stod aldrig tom når han var hjemme. På den plads i kirken hvor han plejede at bede ses endda mærker efter knæfald. Anton Johansen døde i 1928. I en radioudsendelse blev der holdt en mindetale over ham. Professoren som holdt mindetalen kaldte ham "En pegefinger mod Gud."
 

Af Gunnar Lund

Oversat til dansk fra: http://www.klarsyntedamer.no/A.kjente klarsynte/lebesbymannen.htm

 

Efterskrift

Den 1. oktober 2015 modtog jeg som Webmaster følgende:

Kære Webmaster. Jeg kom forbi din hjemmeside da jeg søgte efter profetien fra Kvinden fra Valdres, som Emmanuel Minos skrev ned for mange år siden. Så kom jeg til at læse nogle af de andre profetier du så fint har samlet. Specielt hæftet jeg mig ved Anton Johansen's profeti, hvor der blandt andet står om en jernbane fra Finland forbi Enare til Norge. Sådan én har jeg aldrig hørt tale om, og jeg har ellers altid vært ret interesseret i jernbaner, specielt i Norge, hvor jeg er opvokset. Jeg fik så den indskydelse at søge lidt på emnet. Her er hvad jeg fandt ! : http://barentsobserver.com/en/sections/business/finland-wants-arctic-railway Vi ser Guds profetier gå i opfyldelse ! Guds fred Kjetil Fleten.

 

PRINT     TILBAGE